 |
 |
|
 |
 |
|
At være eller ikke være ... for et dyrepoliti
|
 |
|
|
 |

Dette er min drøm for dyrene i Danmark , hvad er din?
Jeg ved godt, at der skal ske en ændring af selve lovgivningen for at få denne ordning igennem, men det burde være muligt ved fælles hjælp/kamp. LisB ******************
Dette indlæg er saxet (med tilladelse) fra Inges kattehjems hjemmeside:
www.ingeskattehjem.dk
, skrevet af Fransiska Andersen.
Se de skønne billeder på deres hjemmeside om samme. ************************************ Citat..
Dyrepoliti
Mange dyrevenner er interesserede i, at der skal etableres et dyrepoliti i Danmark. Men hvad er dyrepoliti? Hvordan fungerer det i USA, som vi typisk kender det fra? Inges Kattehjem har talt med Heidi Brasher, som arbejder for HSPCA; foreningen bag ”Animal Cops Houston”, som I måske har set på Animal Planet.
Hvad er et dyrepoliti? Du forestiller dig sikkert, at et dyrepoliti i Danmark vil blive administreret af det danske politi. Men skæver man til udlandet, vil man se, at det er dyreværnsorganisationer som Inges Kattehjem, der står bag.
HSPCA’s rødder: ASPCA, som er en forkortelse af American Society for the Prevention of Cruelty to Animals (amerikansk forening til formål at beskytte dyr mod ondskab, red.), har afdelinger i flere delstater spredt over hele Amerika. Foreningen har eksisteret siden 1866, og er således verdens ældste dyreværnsorganisation. HSPCA er en selvstændig organisation, som blev grundlagt i Houston i Texas i 1924, og lige siden har HSPCA hjulpet et svimlende antal dyr til et bedre liv. Houston er USA’s fjerde største by med en befolkning på 2,5 millioner fordelt på 1600 km2, og i så stor en by er behovet for dyreværnsarbejde betragteligt. HSPCA eksisterer udelukkende i kraft at private donationer og frivillige hænder. Deres indsats er beundringsværdig, hvilket følgende beretter om:
Programmer: HSPCA har mange forskellige programmer, som alle har til formål at tale dyrenes sag. Selvom denne artikel har dyrepolitiet for øje, vil vi alligevel nævne, at HSPCA præcis som Inges Kattehjem arbejder for tidlig neutralisering, så der fødes færre dyr til en uvis skæbne, formidling af hjemløse dyr til nye hjem og generel oplysning om dyrs rettigheder og behov. Alle sammen tiltag for at forbedre både kæledyrs, brugsdyrs og vildtlevende dyrs levestandard generelt.
Praksis: Men hvordan fungerer HSPCA’s dyrepoliti? Vi kan faktisk bedst sammenligne det med et privat vagtværn: Dyrepolitiet er finansieret af HSPCA, og dyrebetjentene er mennesker med særlig uddannelse indenfor dyreværn og håndtering af dyr. Hvis en borger fornemmer, at et eller flere dyr ikke behandles korrekt, indgiver vedkommende en anmeldelse til HSPCA, som derefter sender en dyrebetjent af sted for at undersøge sagen.
Men i forhold til den udøvende magt (altså det egentlige politi), har dyrepolitiet ingen reel myndighed. F.eks. kan det ikke tiltvinge sig adgang til et hjem, hvor der mistænkes at foregå dyremishandling, men må afvente assistance fra et medlem af Houstons politikorps.
Dette volder dog ingen problemer; politiet undgår nemlig at afsætte en masse ressourcer til selve sagsbehandlingen af klageindgivelsen samt dyrets videre skæbne, da alt dette er HSPCA’s område, så de er hurtigt på pletten med den fornødne kendelse. Dyrepolitiet følger op på mere end 12.000 henvendelser årligt.
Videre forløb: Det er forskelligt, hvad der videre sker, når dyrepolitiet har reageret på en henvendelse fra en bekymret borger, og har aflagt visit hos dyrets ejer. Ofte er der tale om uvidenhed i forhold til dyrets behov, og dyrebetjent og ejer får sig en god snak om, hvad vedkommende skal gøre bedre for fremtiden.
Men desværre går det ikke altid så let; f.eks. vil ejeren slet ikke lytte og smider dyrebetjenten på porten, og så er det om at tilkalde en politimand, få en kendelse fra retten og fjerne dyret fra ejerens varetægt i en fart.
En del sager ender ved domstolene, og i mange tilfælde frakendes den tidligere ejer retten over dyret. Ofte pålægges vedkommende en klækkelig bøde, og ind imellem medfører dommen ligeledes fængselsstraf. Man kan hævde, at det danske retssystem kunne tage ved lære af det amerikanske, når det kommer til strafudmåling af dyremishandling. I Danmark slipper synderen ofte med en lille bøde, og får tilmed sit ødelagte dyr med hjem igen!
Dyreambulance: Ikke nok med at dyrebetjentene redder sagesløse og syge dyr ud af kløerne på ondskabsfulde mennesker: Præcis som falckfolkene herhjemme kører de nemlig også dyreambulancen, som på alle tidspunkter af døgnet hjælper de herreløse eller vildtlevende dyr, og de bliver kaldt ud til lidt af hvert. Tænk på hvor mange store dyr, som lever vildt i Amerika! Ydermere træder HSPCA til ved naturkatastrofer og sørger for, at også dyrene får akut hjælp.
Internaternes opgaver: Når en dyrebetjent har konfiskeret eller indfanget et dyr, indleverer han eller hun dyret på et af HSPCA’s internater, hvor det bliver undersøgt af en dyrlæge. Dyrlægen vurderer, om dyret har en chance for at komme sig ovenpå den mishandling (typisk udsultning), som har fundet sted, eller om det er mere humant at udfri dyret fra dets lidelser på stedet.
De dyr, som man regner med kan overleve, bliver behandlet kirurgisk og medicinsk efter alle kunstens regler. Desuden er der ansat dyreadfærds-terapeuter på internaterne, som vurderer dyrenes psykiske tilstand, og for kæledyrenes vedkommende arbejder man med deres adfærd, så de lettere vil kunne adopteres videre. Sidste år hjalp HSPCA 100.000 dyr med at finde nye, kærlige hjem.
Hvad mener vi? Det er intet mindre end fantastisk at læse om HSPCA’s dyreværnsarbejde. At tænke sig at det er muligt at hjælpe så mange dyr, kan få enhver dyrevens hjerte til at hoppe af glæde. Gid vi havde noget tilsvarende herhjemme, tænker man.
Det er ærgerligt, at mange menneskers ønske om et dyrepoliti til gavn for både mennesker og dyr ofte forplumres af en fejlfortolkning af, hvad et dyrepoliti er, og hvem der skal administrere det. Mange tror fejlagtigt, at det er staten, der skal betale, og vores politifolk, som bliver bebyrdet med ekstra arbejde. Men dette er jo ganske forkert!
Vi synes, det er helt essentielt, at den offentlige debat bevæger sig i retning af en fælles forståelse af, at et dansk dyrepoliti på ingen måde vil belaste vores i forvejen pressede politikorps. Tværtimod vil politiet få frigivet nogle tiltrængte ressourcer, da dyreværnsforeningerne vil gøre en stor del af benarbejdet. Eksemplet med HSPCA taler sit tydelige sprog – og er bestemt ikke det eneste.
Men hvem siger, at det er en umulig opgave at løfte? Naturligvis har foreninger som HSPCA mange flere ressourcer end de danske dyreværnsorganisationer. Det økonomiske aspekt er en uundgåelig stopklods, når man ønsker at hjælpe de alt for mange dyr, som har et dårligt liv. Men med hver en krone doneret til en god dyreværnsforening, er man et lille skridt videre i den rigtige retning.
Måske vil vi endda inden længe kunne tænde for Animal Planet, og se et hold dygtige dyrebetjente arbejde lige her - i Danmark? Det er da en ualmindeligt dejlig drøm, som vi tror på ved fælles hjælp og indsats kan blive til virkelighed.
Citat slut.
Kh LisB
|

... opdateret 20. august 2008.
I skrivende stund er der flere kompetente personer, der har tilbudt hjælp til denne fond. Bl.a. en med Jurabaggrund, som nok er den vigtigste person, når en fond skal op at stå. Mere følger..
Hej .... Alle der vil være med til at arbejde ihærdigt for at hjælpe på dyrenes vilkår i dag? Hvis du er en af dem, som kan og vil lægge tid, og mange kræfter i at få samlet nogle penge ind til en fond, som skal bruge pengene til aktiv hjælp til dyr her og nu, hvor myndighederne svigter... så er det lige dig vi har brug for. Planen er i skrivende stund ikke helt færdig, da du naturligvis skal være med til at præge, hvordan den skal se ud. Der er brug for minimum 8 - 10 personer i første omgang, til at få målet gjort køreklar, gerne én med Jura som baggrund, og eller regnskabsforstand, men i første omgang, er alle, som vil være med til at få strukturen helt på plads, meget velkomne - meget hurtigt. Interesserede kan skrive en mail til dyrepoliti.nu@gmail.com og fortælle om Jer selv, og hvad I kan tilbyde af hjælp. Du/I skal være indtillet på at bruge rigtigt meget tid i starten. Mange venlige dyrehilsener Dyrenes Demonstration 
|
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|