OBS.....23. november 2010,
Så er der godt nyt fra arbejdsgruppen der opstod i forbindelse med Dyrevelfærdskonferencen på Fyn den 26. september 2008.
Vi ønsker et landsdækkende Dyreværnskorps i Danmark!
Gennem knap 2 år har vi deltaget i en arbejdsgruppe bestående af Jørgen S. Petersen og Fransiska Andersen (Inges Kattehjem) Anne Trane (Dansk Dyreværn Århus) Christian Birkemark (Hundens Tarv) Axel E. Sørensen (Alle Dyrs Ret) Anne-Mette Iversen (Hesteinternatet af 1999) Lene Kattrup (Dyrlæge), Siff Aagaard (Aktive Dyrevenner), Birgith Sloth (Biolog og konsulent) og Janne Junker (nyt Hesteliv), hvor vi har arbejdet på at få beskrevet, hvorledes et landsdækkende dyreværnskorps kunne tænkes oprettet.
Dyreværnsforeningerne i Danmark er helt enige om, at dårligt behandlede dyr i vores land ikke bliver hjulpet i et blot rimeligt omfang. Dyreværnssagerne behandles forskelligt af politiet afhængig af ressourcer og landsdel. Retssystemet arbejder tungt, besværligt og alt for langsommeligt i sager, hvor det er indlysende, at dyrene burde have været hjulpet eller fjernet for længst. Det vil vi gøre noget ved!
Vi ønsker et hurtigt arbejdende og effektivt, landsdækkende Dyreværnskorps! Borgerne skal kunne ringe til ét centralt tlf. nr., som tager imod alle henvendelser fra hele landet, og som herefter tager kontakt til den konsulent, der arbejder i det aktuelle område. Ideen er, at politiet ligeledes i første omgang kan videresende alle de henvendelser, de får, til Dyreværnskorpset, som herefter rykker hurtigt ud og undersøger, om henvendelsen er begrundet. Kun i de begrundede sager, som Dyreværnskorpset ikke selv kan løse, tilkalder dyreværnskonsulenten politiet, som så skal træde til.Fordelene er indlysende:
• At dyrene hjælpes med det samme
• At øge dyrevelfærden i Danmark
• At sikre en hurtig og effektiv håndtering af sager
• At Danmark får et hurtigt arbejdende korps med specialviden
• At politiet aflastes, og får frigjort ressourcer til andre vigtige politiopgaver
• At borgerne kan rette henvendelse et sted, i stedet for selv at skule finde ud af, hvor der kan hentes hjælp
• At sagerne behandles ens under en og samme organisation uanset ressourcer eller landsdel.
Da langt størsteparten af de henvendelser dyreværnsforeningerne får, handler om manglende viden om dyrenes behov og pasning, løses de mest effektivt ved fornuftig rådgivning af en konsulent, der har både indsigt og viden. Arbejdsgruppen har udarbejdet et fælles arbejdsdokument, og ønsker med udgangspunkt i dette, nu at få politikerne i tale, samt at strække samarbejdet ud til andre dyreværnsorganisationer.
Hjælp os med at få dette gennemført overfor politikerne.